Hvordan kan vi styrke demokratiet?

Det spørgsmål var centrum for KøbenhavnerTopmødet lørdag den 9. november, da 100 udvalgte københavnske borgere tilbragte seks effektive timer sammen på Københavns Rådhus. Borgerne valgte selv, hvilke demokratiske problemstillinger, der skulle op til debat og stemte efterfølgende på demokratisk vis på de fem, der skulle have en kommentar fra en politiker med på vejen. De fremmødte politikere var Helle Bonnesen, Nanna W. Gotfredsen, Carl Valentin, Mikkel Skovgaard Hansen, Yildiz Akdogan og Claus Buch.

Forskerne Michael Bang Petersen, Lene Holm Pedersen og David Nicolas Hopmann, som alle er en del af Magtudredningen 2.0, var også mødt op for at kvalificere debatten, og få et indblik i borgernes synspunkter til deres videre arbejde.

Michael Bang Petersen beskriver vigtigheden af borgerinddragende arrangementer som dette: “Demokratiet handler om folket og borgerne. Traditionelt er deres stemmer blevet hørt gennem valgene, men det er svært at afkode, hvad der ligger bag ens kryds. Derfor bliver vi nødt til at arbejde med måder, hvor borgenes stemmer kan høres mere direkte.”

Dagen blev faciliteret af Tænketanken Mandag Morgen og Københavns Kommune. Analysen med borgernes anbefalinger offentliggøres i slutningen af januar.

2024-11-13T13:55:00+00:00
Go to Top